Min store skønne datter skal konfirmeres d. 14. april. Det er stort! Både for hende og for mig! Jeg har glædet mig som et lille barn til at vi skulle ud at købe kjole og snakke om hår og makeup, sko og alt det der tøsede - lidt prinsesseagtie, jeg forbinder med konfirmation og som min store håndbolddatter ellers aldrig gider - Tøj og sko er kun interessant, hvis det hedder Adidas, Nike eller Puma...
Snydt, blev jeg!
Selv om Maria (på trods af mange års insisteren på at ville konfirmeres i hvide Adidas-bukser) var kommet på andre tanker og havde proklameret at hun trods alt ville vise sig i kjole 2 gange i sit liv: til sin konfirmation og til sit bryllup var der ikke meget kjoleshopperi i vente til med spændte mor.
Efter en håndboldkamp defilerede hun gennem "konfirmationsmessen" i vores kulturcenter. Den 1. kjole hun så, pegede hun på: "Den vil jeg ha' - så skal jeg bare have en cowboyjakke og et par hvide sneakers - så er det det"... Okay...??? "Skal vi ikke lige kigge lidt...?" spurgte jeg - "Jo - gør du bare det - jeg smutter lige ind i hallen, mens du kigger så..."
Håbet var ikke ude endnu... Vi købte ikke kjolen på messen men aftalte, at tage ud til
Brud, fest og sy i Lem (som for øvrigt er et gangske fantastisk sted, og som vi kun kan anbefale) for at kigge en gang mere. Den kommende konfirmandinde kunne lige presse det ind i kalenderen inden en gang træning, og vi tog afsted - moderen stadig i den illusion, at vi skulle kigge og prøve en masse - Jeg forsøgte mig da også med at finde flere forskellige modeller og vise hende....
Nix!
"Moar. Det er altså den fra messen, jeg gerne vil have!" - og heldigvis passede den sidste, der var tilbage som fod i hose! - Så nu mangler vi bare sneakers og cowboyjakke, som hun sagde til messen...
Min fortælling er på ingen måde en kritik af min datters måde at shoppe kjole på eller den kjole hun valgte, for der er ingen tvivl om, at hun valgte den kjole, hun havde forestillet sig på forhånd og hun ser fuldstændig fantastisk ud i den. Min tanke med dette indlæg er såmænd bare at vise hvordan man som mor og datter (selvom man på mange andre måder ligner hinanden) kan have helt forskellige forventninger til og en fuldstændig forskellig tilgang til det at forberede en stor fest.
 |
| Min smukke - lidt fjollede - datter. Nu med konfirmationsKJOLE |